søndag den 27. april 2014

Chota Caney Fork



Jeg har i løbet af vinteren/foråret 2014 taget en ny model vadestøvler i brug, idet jeg ikke var helt tilfreds med holdbarheden af det sidste par Chota STL+. Det nye par er også fra Chota, men en model med profilsål i gummi, i stedet for filt. Der er stadig mulighed for montering af spikes i gummisålen. Jeg var inden købet lidt bekymret i forhold til gummisålen, for jeg har altid brugt filt, og har egentlig været tilfreds med det, bortset fra det faktum, at filtsålen slides hurtigt op.

Min største bekymring med hensyn til profilsålerne var, at de måske var for glatte, men ved nærmere eftertanke, så er filtsålen mindst ligeså glat når den bliver mættet med det grønne snask fra stenene på kysten. Chota laver adskillige modeller, og mit valg faldt på modellen Caney Fork, som ved første øjekast ser ganske solid ud, mest fordi sålen og hælkappen er væsentligt forstærket i sammenligning med STL+. Snøresystemet er stadig det patenterede Quick Lace System, men nu yderligere forbedret, idet snørerne løber i plasticringe.

Jeg går meget på mine fisketure, og denne støvle er virkelig behagelig at have på en hel dag på kysten, og min bekymring i forhold til sålerne var helt ubegrundet, idet jeg ikke mærker nogen forskel i forhold til mine gamle Chota STL+. Jeg har monteret støvlerne med spikes, og disse skiftes for ca. hver 8 tur.

Det er en meget rummelig støvle, med god støtte for vristen. Jeg bruger til daglig størrelse 43 i sko, og jeg købte disse støvler i str. 11, svarende til str. 42-43. Med disse støvler er det helt unødvendigt at købe dem et nummer større, blot fordi man skal have plads til ekstra sokker, samt evt. et par neoprensokker. Jeg kan uden problemer have både et par tykke sokker, samt et par neoprensokker ud over mine vadersokker, og foden glider stadig let ned i støvlen.

Støvlen fås bl.a. hos Salmon Fly

søndag den 20. april 2014

En tidlig morgens velsignelser


Det er rigtig længe siden jeg har været på en morgentur - altså en af de ture, hvor man står op mens det stadig er bælgravende mørkt, og hvor bilen er pakket med grej aftenen i forvejen, så man lige kan kaste sig fra sengen og ind på førersædet.
Sådan en tur har jeg savnet at tage, og i går skulle det være.

Selv om det er tidligt på sådan en højhellig påskelørdag, så er al træthed væk med et trylleslag når man begiver sig fra bilen mod kysten, mens man indånder den helt specielle morgenluft, akkompagneret af fuglenes sang og synet af disen, der svæver over landskabet. En sær form for stilhed, midt i alle lydene.

Kommet ned til kysten kunne jeg konstatere, at denne morgen var et godt valg, idet forholdene var lige efter min bog, en moderat pålandsvind, gang i vandet, der tilmed var så tilpas uklart, at jeg kun lige kunne skimte mine støvlesnuder på en halv meter vand. Der var også en lille smule drivende ålegræs, men man kan jo ikke få det hele.

Allerede i 3. kast var der bud efter min wobler, men hugget var tungt og trægt, så mistanken om en nedgænger trængte sig på. Fisken, der helt sikkert var en af de lidt større, gik tungt og dybt, og den lod sig ikke bare sådan trække nærmere. Efter få minutter gav den sig så meget, at jeg kunne få den tættere på, og min mistanke holdt stik - en stor, men lynende blank nedgænger uden løse skæl, med de sædvanlige karakteristika som stort hoved og en slank bug. Jeg anslog fisken til et sted mellem 70 og 75 cm, og med et par kilo mere på sidebenene ville den have vejet på den rigtige side af 5 kilo.
Fisken blev efter lidt mere tovtrækkeri afkroget, uden at forlade sit element.
Jeg plejer at sige, at disse store nedgængere fighter som en Bilkapose fyldt med vand, og den beskrivelse kunne ikke passe bedre i dette tilfælde.

Så var der altså fisk under land denne morgen.

Der var faktisk stor aktivitet lige ude foran mig, idet en stor stime meget små fisk blev jagtet af en eller flere havørreder, hvilket bevirkede at småfiskene fra tid til anden brød overfladen i panisk flugt fra deres forfølgere. Hvis man  har oplevet dette, så kender man lyden når disse småfisk bryder overfladen i stort antal, for det lyder som om man taber en håndfuld ukogte ris på et stuegulv - det er det nærmeste jeg kan komme en beskrivelse af denne lyd. En meget skarp sydende lyd.
Jeg kunne naturligvis ikke få de jagende havørreder til at hugge, for de havde sigtekornet indstillet til noget meget mindre end jeg kunne præstere.


Da solen efterhånden havde sneget sig langt op på himlen, og lyset var blevet lidt for skarpt efter min smag, overvejede jeg at bevæge mig mod bilen, men noget sagde mig, at jeg lige burde forsøge mig ved udgangspunktet, hvor jeg havde set de store stimer af småfisk i overfladen. Vandet var ved at klare op, men var stadig tilpas uklart.
Allerede i første kast blev min wobler taget langt ude, og efter en kort fight kunne jeg lande en fin lille tyksak på 1,5 kilo. Den havde tilsyneladende været på jagt efter småfisk, for det første den gjorde på land var at kaste små hundestejler op - virkelig små, ca. 2 cm lange. Det var altså stimer af små hundestejler jeg havde set tidligere.


Man må smede mens jernet er varmt, så jeg genoptog hurtigt fiskeriet, og allerede i næste kast blev wobleren igen taget, denne gang tættere på land, og en fisk i samme størrelse blev kort efter afkroget og genudsat.
Der var altså fisk inde for at jage de store mængder af små hundestejler.
Vinden var taget til i styrke, så bølgerne var blevet lidt større, men det betød intet, og minsandten om ikke en 3. fisk huggede da jeg lagde et nyt kast ud - samme størrelse som de 2 andre, og den blev også genudsat ligesom sin forgænger. 3 kast - 3 fisk - ikke dårligt.
Herefter døde aktiviteten ud, og nu stod solen også højt på himlen.
Alle fiskene blev taget på en OLR Tobis i OGP´s helt suveræne smaragdfarve, fisket på et releasetackel.

Da jeg efter hjemkomsten rensede den hjemtagne fisk væltede det ud af dens svælg med disse små hundestejler, og mavesækken var da også god udspilet. Herunder kan du se, hvad mavesækken gemte på - det er kun de ufordøjede byttedyr jeg viser her:


15 store rejer, 6 hundestejler og 3 tanglopper - hertil kommer så en ligeså stor mængde mere eller mindre fordøjede fødeemner, herunder en sild eller en tobis, det var svært at se.
Så denne fisk har været ganske alsidig i sit fødevalg, og det faktum, at den også lige skulle have sig en stor tobis oveni vidner om, hvilken opportunistisk jæger havørreden er. Når den er i det rigtige humør, så æder den hvad der byder sig.

Og som alle kan se, så er det ikke byttedyr der mangler - og heller ikke de, som lever af dem.

Sådan en morgen gør mig glad, også selv om trætheden melder sig senere på dagen.

fredag den 18. april 2014

Status på kysten


Anders Schultz har været så venlig at sende denne friske update fra kysten:



Hej Ole,

Har været på kysten to gange indenfor den seneste uge.

Der har været rigeligt med fisk under land. Det er tydeligt at tobiserne er på menuen. Den stille overflade er gentagne gange blevet brudt at store hober af fisk på aggresiv jagt efter de små fisk. Ørrederne har dog kun været inde for at jage i kortere perioder for efterfølgende helt at forsvinde.

Det er blevet til 7 fine fisk på ca. 4 timers fiskeri. En enkelt hjemtagen fisk havde ud over tobiser også rejer og tanglopper i maven. Alle fisk er iøvrigt blevet taget på fluen guldbassen.

Selv falderne er ved at være i form igen. Jeg har vedhæftet et billede af en falder på ca. 63 cm og som du kan se mangler den ikke det store i at være fit for middagsbordet. Den svømmer selvfølgelig igen efter den hurtige fotosession.

At der hverken skulle være byttedyr eller fisk kan jeg under alle omstændigheder afkræfte. For dog at opleve det ved selvsyn, kræves, at man er på kysten på de rigtige tidspunkter.

Med venlig hilsen

Anders

---

Tak for info, Anders.
Dine oplysninger bekræfter blot, hvad jeg selv har set og hørt på det seneste, og det er meget positivt. Jeg har ikke selv haft fornøjelsen af nedfaldsfiskene, men kender andre fiskere, som har truffet dem så sent som i går. 

Jeg kan så supplere med, at fortroppen af hornfisk også har indfundet sig på det østlige Sjælland, og der blev sågar fanget en helt nede ved Fakse Ladeplads i går.
Så lige om lidt er de overalt, og hvis man ikke er til hornfisk, så kan man vælge at sætte grejet væk i skabet, og vente til efteråret, eller man kan sætte nye batterier i pandelampen og fiske i de mørke timer.

God påske derude ved vandet og hjemme ved frokostbordene.

torsdag den 17. april 2014

1. smoltudsætning i 2014


Så er årets første udsætning af ørredsmolt gennemført - Køge Sportsfiskerforening har sendt mig følgende:

Den 7. april 2014 havde vi årets første udsætning af havørreder. Vi udsatte i alt 14.000 stk. smolt, som blev fordelt med 7.000 stk. i Køge å, 1.500 stk. i Vedskølle å og 5.500 stk. i Tryggevælde å. Fiskene var afkom fra moderfisk som var elfisket i november 2012. Igen i år havde Sjællands Småbådsfiskeklub sponsoreret 10.000 kr til ekstra udsætning af 2.500 stk. smolt.


                                                                                                                                                                                                                                      Henrik Jacobsen



- - -

Vi har jo haft et forrygende forår her på det østlige Sjælland indtil nu, og det er min klare opfattelse, at en væsentlig årsag til dette er det arbejde, som frivillige hvert år lægger i plejen af vore vandløb, og herunder også udsætning af de smolt, som vi en dag fanger på kysten - måske som en flot 5-kilos sølvblank fighter.
Der er derfor al mulig grund til at støtte op om dette uvurderlige arbejde.

God Påske!



søndag den 13. april 2014

Endnu en fin blankfisk


Jeg erindrer ikke et forår, hvor der er indrapporteret så mange flotte blankfisk som i år - det er virkelig positivt, og det gør i hvert fald op med påstandene om, at der ikke er fisk at fange derude.
Der skal stadig kæmpes for fiskene, men det er der jo dybest set heller ikke noget mærkeligt i, for hvis man blot kunne køre afsted, og være nærmest garanteret flex på klingen, så var udfordringen og dermed spændingen ikke så stor.

Én af dem, som har været heldig dette forår er Ruben Schytt-Nielsen, der var på kysten forleden eftermiddag, og Ruben kunne ved turens afslutning drage hjem med en 3,5 kilos blankfisk, der huggede på hans Sølvpil.
Tillykke med fisken, Ruben.

Jeg har personligt ikke ramt de store fisk dette forår, men jeg mener nu heller ikke, at jeg har så meget til gode på den konto, så jeg skal bestemt ikke klage. Men som jeg har nævnt tidligere, så er det eneste der tæller, at være på det rette sted og på det rette tidspunkt - kort sagt man skal være derude.

Update den 18. april 2014:

Ruben har igen været en tur på kysten, og denne gang blev det til en fisk i næsten samme størrelse - en blankfisk på 3,4 kilo, som gav Ruben en god fight inden han kunne lande den.


Tillykke med fisken, Ruben.




fredag den 11. april 2014

5,4 kilo sølv på wobler


Per Hartvig Hansen var på kysten forleden dag, og han har sendt mig denne lille beretning om en særdeles god tur:

Hej Ole
Efter at have mistet en del line måtte hjulet fyldes op i går aftes, så til kysten i morges, og det lyder nok som en rigtig lystfiskerhistorie, men et første kort kast, blot for at rette linen lidt ud - bang på kort line efter en kort fight kom fisken i nettet. 5,4kg rigtig tyk gris, det hjalp lidt på humøret efter have mistet drømme fisken i forgårs - den tog hårdt og med et udløb på ca 80 meter uden stop, bremsen stod hårdt, så hvor stor den fisk var ved kun guderne, men humøret er højt igen efter denne fine fisk, der taget på din OLR Tobis Slim i smaragdfarven. Fisken jeg mistede tog den samme wobler.


Knæk og bræk ved kysten
Hilsen Per

---

Tak for beretningen, Per, og et stort tillykke med den flotte fisk. Den du mistede vil du huske for altid - som man plejer at sige - "evigt ejes det tabte", og sådan har vi det nok alle, hvis vi har mistet en stor fisk.

Som tidligere nævnt er jeg altid meget taknemmelig for feedback på mine woblere, og hvad OLR Slim angår, så udviklede jeg denne model til forårsfiskeriet, hvor tobiserne har lige netop størrelse, og derfor savnede jeg noget kunne imitere disse. Dette suppleret med den meget naturtro smaragdfarve fra OGP falder åbenbart i fiskenes smag.

Dette er iøvrigt den 3. fisk over 5 kilo jeg har kendskab til indenfor en uge, så de er derude - også større!

mandag den 7. april 2014

5 kilos blankfisk på hjemmelavet wobler


Jesper Larsen har netop sendt mig denne rapport:

Hej Ole

En lille beretning, til din side.

Måtte bare ud i formiddags, da ”moder natur” endelig havde rettet vinden den mere rigtige vej, efter mit ”humør”

Selvom forholdene var perfekte, skete der ikke rigtig noget den første times tid, men som for det meste, så kommer hugget bare!!! – bare 25-30 meter ude, et voldsomt hug og så var fighten i gang. Fisken blev bare ”stående”, samtidig med at den plaskede helt vildt, og enkelte spring blev det også til. Egentlig ønskede jeg mig at den ville tage et udløb, så jeg kunne få lidt mere styr på den, for flere gange kunne jeg mærke at ”slaglinien” kørte rundt om hovedet på den, idet den nu også begyndte at rulle helt vildt – da jeg erkender at den ikke vil tage udløb, ligger jeg lidt ekstra pres på, og det ender da også med at jeg efter 8-10 minutter ”stille” og roligt kan kane en meget flot fisk i nettet J - krogen sad perfekt, gået tværs igennem det hårde brusk under tungen.

Hjemme igen kunne jeg konstatere at vægten viste 5,1 kilo og 77 cm flot havørred, den havde en enkelt Kongetobis i maven – jeg tog fisken på en af mine hjemmelavede gennemløbswoblere JL2 i farven Sort/Cream 26 gram.

Selvom jeg har fisket i mange år, og fanget mange havørreder, så blev den 07. April 2014 altså dagen, hvor jeg for første gang fik en blankfisk over de magiske 5 kilo - måske har jeg nu knækket koden, må se hvad de næste par dage kan bringe ;-)

---

Tak for rapporten - og stort tillykke med den flotte fisk, og så oven i købet på et stykke hjemmelavet endegrej - det kan ikke blive bedre, for det gør fangstglæden dobbelt så stor.
En sådan fisk må de fleste blot nøjes med at drømme om, for der er langt i mellem fiskene i den kaliber.

søndag den 6. april 2014

Et par lune timer under klinten


Som afslutning på en travl weekend med mange forskellige gøremål, måtte jeg lige tilbringe et par afstressende timer på klintekysten. 
Vejret har været fantastisk lunt, og lige som jeg gerne vil have det, med en jævn vind fra syd, let uklart vand, og let diset med kun få dovne solstrejf - det jeg kalder "blødt fiskevejr".

Jeg havde egentlig forventet flere fiskere på kysten, men det var ikke tilfældet, så det var relativt nemt at finde en plet, hvor jeg kunne fiske uforstyrret.

Humøret stiger adskillige grader når man ser stimer af tobis i det kystnære vand, og når man samtidig mærker, at vandtemperaturen har fået et par hak opad.
Jeg havde da heller ikke taget mere end 10 kast, før min OLR Tobis Slim blev taget af en stridslysten blankfisk, som huggede i umiddelbar forlængelse af et kort spinstop ca. 50 m ude i kastet.

Det var så også det eneste jeg mærkede for resten af den korte tid jeg var afsted, men pyt med det, for dagen var reddet med denne fine fisk på 46 cm og så skinnende blank som nyslået sølv - selv fangstnettet blev oversået med løse skæl - skønt!

Vi ses derude!

onsdag den 2. april 2014

Lynende blank overspringer på OLR Kutling


Lasse Andersen har igen sendt en lille fangstrapport til denne blog:

Hej Ole.

I dag var der igen bud efter OLR kutling.

Denne gang var der størrelse på - en lynende blank overspringer på 3 kg og 61 cm. Virkelig en fin fisk med konditionsfaktor på 1,32. Den havde guffet godt med små og store rejer og en masse kutlinger.

Vandet var 5 grader og lettere grumset da jeg ankom og der var masser sol. Fisken huggede tæt på land i zonen mellem klart og grumset vand.

Senere fik jeg på samme wobler en grønlænder på målet, som fik lov at svømme igen.

Det var en af de gode dage.

---

Tak for rapporten, Lasse. 
Det er altid inspirerende at få feedback af brugerne til det man laver.