mandag den 19. august 2013

Første tur efter ferien


Milivoj Saric er retur efter en velfortjent ferie, og allerede på den første kysttur var der flex på klingen for Mili.
Selv om han ankom lidt sent til pladsen, i forhold til planen, så lykkedes det ham overliste en fin fisk på 2,3 kilo, samt en mindre fisk på 1,5 kilo, som blev genudsat.
Begge fisk blev taget på Milis foretrukne gennemløber denne sommer, en Hugorm i hundestejlefarven.

Som det ses på billedet, så har fisken anlagt store sorte pletter, og den har også fået en gyldent skær, først og fremmest på gællelågene. Dette er jo normalt for årstiden, da gydetrækket så småt begynder når vandtemperaturen falder.

Desværre så følger med denne årstid også ofte debatten om genudsætning eller ej af disse mere eller mindre farvede fisk, og i år er ingen undtagelse.

Enhver kystfisker har sine egne præferencer  og pejlemærker i forhold til, om en fisk er for farvet til at blive hjemtaget, og nogle hjemtager konsekvent kun blanke fisk med løse skæl - og fred være med det, men det er vigtigt at forstå, at tidspunktet for hjemtagningen af fisken er komplet ligegyldigt, uanset om fisken er blank eller farvet, for en død fisk kommer ikke til at gyde igen.

Hvis man med sig selv beslutter, at man vil praktisere C & R konsekvent, så gør det, men gør det i fred og undlad et hvert forsøg på at pådutte andre ens eget etiske og moralske regelsæt om, at det er "finere" og "mere rigtigt" at hjemtage en blankfisk end en mere eller mindre farvet, for det er noget farvestrålende nonsens uden hold i virkeligheden.

Det er derfor vi har fredningstider, der er den eneste rettesnor, som alle skal forholde sig til.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar